FGU er et forberedende tilbud til dig, der er i alderen 16-24 år, og ikke er helt klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse.
Måske har du brug for lidt ekstra tid til at finde ud af, hvad du egentlig vil. Måske har du brug for at forbedre dine kompetencer indenfor dansk eller matematik, og måske tage en eksamen i et af de fag. Måske har du brug for at øve dig i at fremlægge, samarbejde eller noget helt tredje. På FGU arbejder du både med dine faglige, sociale og personlige kompetencer.
I Glostrup Kommune har vi primært samarbejde med FGU Vestegnen, der har afdelinger i Albertslund, Brøndby, Hvidovre og Ishøj. Læs mere her
FGU består af tre forskellige linjer:
AGU
AGU står for almen grunduddannelse. På AGU arbejder du med at forbedre dig i de boglige fag, så du kan blive klar til at søge ind på en ungdomsuddannelse. Du har dansk, matematik og PASE (Privatøkonomi, Arbejdspladslære, Samarbejdslære og Erhvervslære). Derudover skal du have et valgfag, som er enten engelsk, samfundsfag eller naturfag. Du kan få undervisning på forskellige niveauer, så det passer til dig. Du kan få undervisning på Intro-, G-, E- eller D-niveau.
PGU
PGU står for produktionsgrunduddannelse. På PGU vælger du et værksted med et fagligt tema, hvor du kommer til at bruge ca. 2/3 af din tid på FGU. Værkstederne kan fx være indenfor håndværk, pædagogik og omsorg, musik, computere og mange andre emner. Fx vil du på et håndværksværksted være med til at vedligeholde skolens ejendomme og på et pædagogikværksted lærer du at planlægge og udføre aktiviteter for og med børn. På et PGU-værksted får du også undervisning i dansk og matematik, og kan også komme til eksamen, hvis du mangler at bestå en eller begge prøver fra folkeskolen. Du har undervisning ca. 1/3 af tiden.
EGU
EGU står for erhvervsgrunduddannelse. EGU er for dig, der trives med at være i gang og gerne vil arbejde, og som gerne vil være meget ude på en arbejdsplads i en virksomhed eller på en kommunal arbejdsplads. Du kan fx komme i praktik i en butik, hos en maler, en mekaniker eller et helt fjerde sted. Du er i virksomheden 2/3 dele af tiden og resten af tiden er du på relevante kurser eller på FGU. Som EGU-elev ansættes du som EGU-elev af en relevant virksomhed eller kommune.
På FGU modtager du skoleydelse, både når du er over eller under 18 år, og hvis du bor for dig selv eller stadig bor hjemme. Når du går på FGU kan du købe Ungdomskort, hvis du har brug for transport med tog eller bus.
Hvis du ønsker at starte på FGU, skal du kontakte en uddannelsesvejleder i Ungehuset på 43236100.

